• tyge97

Pilgrimsvandringer




Kristne har altid vandret som pilgrimme og gør det stadig. Men hvorfor går man pilgrimsvandring, og hvor stammer fænomenet fra?



Med protestantismen gled pilgrimsvandringen ud som en naturlig del af kirkens praksis, da Luther gjorde op med troen på helgener og bodsgang. Men i løbet af de seneste årtier har mange protestanter genfundet pilgrimstankegangen, og der er stor søgning mod de gamle pilgrimsmål.


Keltere var de første kristne pilgrimme Ordet pilgrim kommer af latin: peregrinus, som betyder "en, der går over markerne", og siden antikken har pilgrimsvandringer været en vigtig religiøs udtryksform og spirituel opdagelsesrejse. Pilgrimsvandringer har også altid kendetegnet den kristne kirke.

Nogle af de tidligste kristne pilgrimme, man kender til, var keltiske kristne, som betegnede sig selv som pilgrimme for Kristus eller hvide martyrer. De forlod ofte deres sikre hjem for at vandre ud i en verden til en ukendt destination i troen på Guds beskyttelse. De keltiske pilgrimsvandringer grundlagde de keltiske kloster og var med til at sprede kristendommen i England og resten af Europa.


Bodsgang til hellige steder i middelalderen Pilgrimsvandringer blev især udbredt i middelalderen, hvor tusindvis gik på pilgrimsfærd som en bodshandling , som kirken havde idømt dem, for de synder, som de havde begået. Ofte tog pilgrimme også til hellige kilder i håbet om at blive helbredt.

Lige som i dag var det meget brugt at gå til de tre hellige steder: Jerusalem, Rom, og Santiago de Compostela i det nordlige Spanien. Men i Norden var også steder som Tronheim i Norge og Vadstena og Lund i Sverige populære valfartsmål.


Luther afskaffede pilgrimsvandringer - i dag er de tilbage Med protestantismen gled pilgrimsvandringen imidlertid ud som en naturlig del af kirkens praksis, da reformatoren Martin Luther gjorde op med troen på helgener og bodsgang.

Men i løbet af de seneste år har mange mennesker genfundet pilgrimstankegangen, og de gamle pilgrimsmål oplever massiv søgning, ligesom mange kirker arrangerer pilgrimsvandringer som en del af den kristne spiritualitet.

I dag handler en pilgrimsvandring i højere grad end tidligere om at få en pause fra en stresset hverdagen og en mulighed for at møde sig selv og Gud på en anden måde, end man plejer. Pilgrimsvandringens langsomhed og stilhed kan inspirere til ny enkelhed, eftertanke og bøn. Nogle betegner derfor også en pilgrimsvandring som en vandrende gudstjeneste eller bøn med fødderne.


Pilgrimsvandringer i Bibelen Pilgrimsvandringer og valfarter er kendte fænomener gennem hele Bibelen. I Det Gamle Testamente bliver Abraham kaldet til at forlade sig land for at drage til det forjættede land, hvor Gud vil møde sit folk og opfylde sine løfter. Her var vandringen og længslen mod målet en bod, som rensede og forberede ham med mødet med Gud.

Salme 23 i Salmernes Bog, som også kaldes "Hyrdesalmen", bruges ofte under en pilgrimsvandring:


Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.


Kristne pilgrimsrejser har altid haft Jesus som centrum, så derfor er de steder, hvor han har levet og virket de vigtigste pilgrimsmål. For eksempel går mange tusinde pilgrimme hvert år Via Dolorosa - Smertens Vej - som Jesus menes at have vandret ad på vej til sin korsfæstelse på Golgata. På samme måde er de steder, hvor helgener er blevet begravet, vigtige valfartsmål i den katolske kirke.

I Det Nye Testamente er vandringen også flere steder et tema, for eksempel vandringen til Emmaus i Lukasevangeliet:

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. (Luk. 24,13 15)


Helligsteder og kendte helgener er ofte pilgrimsmål De mest kendte kristne valfarststeder er naturligt også forbundet med vigtigste personer i kristendommen og de mest kendte helgener inden for den katolske kirke. Gravkirken i Jerusalem og Peterskirken i Rom er derfor de allerstørste pilgrimsmål.

Men også Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela er et kendt og stadig meget velbesøgt pilgrimsmål. Når man har besøgt Sankt Jakobs grav, sætter man en kammuslingsskal på sit tøj eller vandrestav. Kammuslingen er både et bevis på, at man har været der, lige som den ifølge en legende skulle beskytte den vandrende mod ondt.

Frans af Assisi spiller også en vigtig rolle for pilgrimsvandringen. Han så det som sin opgave at forkynde evangeliet, og det betød nogle lange vandringer i Italien. Disse vandreruter blev i 1993 for første gang indviet til en officiel pilgrimsrute i Rieti-dalen, som også bliver kaldt den hellige dal, da Frans Assisi ofte befandt sig på dette sted.

Det vigtigste pilgrimsmål i Norden er norske helligkonge Skt. Olav i Trondheim og Vadstena i Sverige, hvor den hellige Birgitta grundlagte Birgittinerordenen med hovedkloster i Vadstena.


Hvad er vigtigst - målet eller vandringen? Selvom kristne pilgrimsvandringer stammer fra den katolske kirke, er de det sidste årti blevet populære på tværs af kirkeskel, så stort set alle protestantiske kirker i større eller mindre grad har pilgrimsvandringer som en del af kirkens tilbud.

Man kan dog stadig finde forskelle mellem den katolske og den protestantiske pilgrimsteologi. I den katolske kirke vil man sige, at målet er det vigtigste det vil sige mødet med Gud og det hellige sted, man besøger. Vejen er i den forbindelse en forberedelse til at møde målet.

Omvendt vil de fleste protestantiske kirker pege på, at det er selve vejen og vandringen, som er det vigtigste. Det er allerede på vejen, at man møder Gud, og målet er ikke mere helligt end ruten, da helgener og helligsteder ikke er en del af en protestantisk teologi.


Katolsk tradition i en luthersk kirke har skabt debat Pilgrimspræster i folkekirken har ofte måttet forsvare, hvordan det kan være, at de har taget en gammel, katolsk tradition op i en luthersk sammenhæng. Nogle mener, at det blot er svæmeriske længsler, der i sidste ende bliver til gerningsretfærdighed det vil sige, at man kan frelse sig selv ved at vandre. Det var netop det, som Luther gjorde op med.

Til det svarer pilgrimspræsterne, at pilgrimsvandringer er en reaktion på en stivnet religiøsitet i folkekirken, og at den moderne pilgrimsspiritualitet ikke skal ses som et forsøg på at vandre sig til frelse. Man vandrer for at finde vished om Gud og finde en spiritualitet i en rationel verden.

Tag på pilgrimsvandringer i både ind og udland Både i Danmark og resten af Europa findes der mange hjemmesider og pilgrimsforeninger, der arrangerer pilgrimsture.

I Danmark findes for eksempel Viborg Pilgrimscentrum, som arrangerer en lang række pilgrimsvandringer og fungerer i praksis som ressourcested for pilgrimsbevægelsen i ind- og udland. På pilgrimsvandring.dk kan du finde en kalender over landets mange pilgrimsvandringer, ligesom du kan finde en oversigt over arrangører af pilgrimsvandringer i ind- og udland.

Pilgrimspræsterne Elisabeth Lidell og Anette Foged Schultz har deres egne hjemmesider. Begge har mange års erfaring med pilgrimsvandringer i teologi, tækning og praksis og kan svare på mere direkte spørgsmål, der vedrører pilgrimsvandringer, åndelig vejledning eller andet, der vedrører pilgrimsbevægelsen.


Kilde: https://www.pilgrimsvandring.dk/indf%C3%B8ring/hvad-er-pilgrimsvandring-0


7 views

Præst for 'Kirken på landet' 

i Fyns Stift

Vita Andreasen 

Ronæsbrovej 18., Føns

5580 Nørre Aaby

Tel 40428740

via@km.dk

Facilitator for 'Kirken på landet' 

Tyge Mortensen 

Rudmevej 80

5750 Ringe

Tel 60915845

tyge@kreativproces.dk