• tyge97

Holger Lissners salmer

Sjælesørgeriske aspekter i Holger Lissners salmer. – ”de, der må humpe på ømmeste fod, bliver båret af rytmen og glæden”.


Af Vita Andreasen, sognepræst og præst for ”Kirken på landet” i Fyens Stift.


Salmedigteren N.F.S Grundtvig bearbejdede i 1846 en salme af den i dag ukendte præst og salmedigter Biørn Christian Lund. Vi kender den i dag som: ”Min Jesus, lad mit hjerte få” (DDS 217), Biørn Christian Lund skrev sin salme i 1764. I 2. strofe står der: ”Da bliver nådens tid og stund/ mig sød og lystelig,/ til du mig kysser på din mund/ og drager hjem til dig”. Kysset, som er et GT inspireret billede finder plads i salmen som udtryk for den stærke relation, der er mellem Gud og menneske. I det poetiske billedsprog kan der siges noget sandt om Gud, over tid bundfældes disse sproglige udtryk i det menneskelige sind, fordi billeder og metaforer både taler til hjerne og hjerte. At tale om Gud vil altid være antydningens kunst, ligesom det i sagens natur ikke er enkelt at beskrive det kærtegn, som kysset er.



Forfatteren Søren Ulrik Thomsen siger: ”Det er kun ved at snakke udenom, at man kan sige noget væsentligt om tilværelsen, for hvad er et kys? Nøgternt betragtet er det enderne af to spiserør, der mødes, men det siger jo ikke noget om kyssets væsen. I stedet for må vi snakke udenom, vi må bruge billeder”. Kysset er ikke kun to spiserør, der møder hinanden, det er et udtryk for kærlighed, det er et kærtegn. I kysset forenes Gud og menneske som i ovennævnte herrnhutisk inspirerede salme. Salmen er et forsøg på at ”snakke udenom”, når der skal siges noget væsentligt om Gud og mennesker.


Salmer giver stof til trosbiografien, hvis vi da synger salmer. Eller sagt på en anden måde, salmerne formidler en koncentreret troslære og en forståelse af kristendommens grundsandheder. Og salmerne fortolker kirkens ritualer og højtider. Mange kalder sig da også salmekristne, de føler sig hjemme i det rummelige poetiske sprog, mens det mere nøgterne dogmatiske sprog bliver for snævert for dem. Med andre ord, salmerne indgiver os via det poetiske sprog et livssyn, et menneskesyn og en række gudsbilleder.

Jørgen Carlsen, den tidligere forstander for Testrup Højskole, formand for det udvalg der lige nu arbejder med tilblivelsen af en ny højskolesangbog, nr. 19 i rækken, fremhæver sangens betydning og siger: ”Lyt til fortællingerne igen og igen og syng sangene og salmerne, for derigennem får du en poetisk bevidsthedsmassage, der øger tankegennemstrømningen – for målet er ikke forandringsparathed men forundringsparathed”. Salmer og sange giver en bevidsthedsmassage, hvor du bliver klogere på livet, Gud, dig selv og de andre, og samtidigt vækker de din forundringsparat.

Luther’s ”Lille Katekismus” er gået i glemmebogen, og det ser ud til, at salmen har udfyldt det tomrum, som er opstået. Vi ser i forlængelse heraf, at der kirkeligt og folkeligt er stor opbakning til initiativer, hvor det at synge sammen er en integreret del af tilbuddet: baby salmesang, minikonfirmandundervisning, konfirmandundervisning, skole – kirke samarbejde, salmemaraton, kirkehøjskoler, mm. Er fællessang med sange og salmer på vej tilbage endog på enkelte arbejdspladser?


Salmedigteren arbejder utrætteligt med at oversætte knastør dogmatik til sangbare poetiske udtryk, metaforer og billeder, som vi kan genkende os selv i.

I dette festskrift vil vi gerne fremhæve og hylde en energisk foregangsmand på salmeområdet: teologen, højskolelæreren, præsten og salmedigteren Holger Lissner, der i halvtreds år har arbejdet utrætteligt med at oversætte den knastørre dogmatik til sangbare poetiske udtryk, metaforer og billeder. Kristendom er ikke noget, man kan gætte sig til. Det er et sprog, en række salmer og fortællinger den enkelte i bedste fald bliver indlejret i. Salmen har den store fordel, at ordene ledsages af musik, og musikken skaber rum og en sprække i det menneskelige sind, så de dybeste lag i personligheden bliver berørt, og der bliver plads til det sprog, som tro og tillid ytrer sig i.


I denne artikel vil jeg inddrage udtryk, vers og strofer fra nogle af Holger Lissner’s mange salmer. Jeg har særligt været på sporet af de sjælesørgeriske aspekter i salmerne. Gennem denne læsning er det blevet tydeligt for mig, hvordan netop den sjælesørgeriske tone sammen med en kristologisk tilsigelse er den røde tråd gennem stort set alle Holger Lissner’s salmer. Jeg vil undlade at indskrive hele salmer, men netop kun udvælge udtryk og udsnit. Salmerne er hentet fra: ”Løgumklostersangbogen”, 1974, ”Tillæg til den danske Salmebog”, 1994, ”Tredjedagens lyse rum”, 2001, ”Den Danske Salmebog”, 2002, ”Lysets utålmodighed”, 2011, ”100 salmer”, 2016 og ”Salmedatabasen”, 2018.


Det er karakteristisk, at salmer bringes videre fra udgivelse til udgivelse, nogle vægtige salmer risikerer derfor at gå i glemmebogen. Dog må vi formode, at kommende salmedigtere og salmebogs redaktørere vil vende tilbage til den skatkiste med nyere salmer, som er blevet til i de sidste halvtreds år. Og vi må håbe, at de vil genfinde, videreformidle og gendigte de bedste salmer, som blev overset af den ene eller den anden grund på tilblivelsestidspunktet. Jeg vil stort set undlade at kommentere på salmernes melodier, som sikkert også ofte er med til at sikre en ny salmes overlevelse i konkurrence med de mange nye og gamle salmer.


I salmen: ”Gå gennem byens lange lige gader”, 1990 (”Tredjedagens lyse rum” og ”100 salmer”, nr. 835) spejles de fire årstider i de fire vers, og hver årstid knyttes sammen med en af kirkens højtider. Vi fornemmer det sjælesørgeriske anliggende i alle fire vers. Vi begynder med sommer, Helligånd og øm berøring i strofe 1: ”Du sommerlyse Helligånd/ stryg ømt hen over slidte grå facader,/ og rør de trætte smilebånd”, berøring og ømhed får troen til at gro. I strofe 2 er vi kommet til efteråret, september måned med modløshed og ængstelse: ”syng om Gud for dem, der sidder bange, og dem, hvis mod blev slået ned, så triste ler, og blinde ser, at livet stadigvæk er værd at leve” salmesangen kan få den triste til at le, og den blinde til at se, at livet er værd at leve. I strofe 4 forår, sommer og skabelse: ”Kom til os, hvor vi frygter for hinanden, du forårskåde skabermagt……så vi går ud/ i tro på Gud/ og lever uden frygt i nådens sommer”, frygten for hinanden skal afløses af det tillidsfulde møde i ”nådens sommer”.


I bryllupssalmen ”Der gror en rose”, 1990 og 2015, (”100 salmer” nr. 855) anslås en lys og glad stemning og forventning, og det erotiske antydes i strofe 2: ”Der går en længsel i vor krop,/ en strøm af stærke kræfter,/ vi drives, når den vågner op,/ mod den, vi længes efter”. Og i strofe 3 fortsættes der i samme lethed: ”Der er en glæde i vort sind,/ som gør, vi næsten svæver”, men i strofe 4 lister det sjælesørgeriske perspektiv ind med ord, der rummer den angst, alle forelskede kender: angsten for at miste den anden: ”Der bor en smerte i vort bryst,/ en dag vil strengen briste,/ for vi, der finder livets lyst/ ved også, vi skal miste./ Vi rækker ud/ i bøn mod Gud:/ Gud, lad det længe vare,/ før vi den sorg erfarer”. I bønnen sammenknyttes livets lyst og angsten for at miste, så dét der står tilbage er at turde kærligheden med hinanden.


Salmesang som et sjælesørgerisk dannelsesprojekt.


”Dannelse er den udvidede evne til opmærksomhed”, siger Meir Aron Goldschmidt. I salmen gives en række menneskelige erfaringer og fænomener udvidet opmærksomhed, og derfor dannes vi af de salmer, vi synger.


I vores senmoderne verden opfatter vi skyld, skam og tanker om had og hævn som primitive impulser, vi gerne vil have kontrol over og dulmet væk f.eks. gennem medicin. Måske er der en alternativ vej i salmesangen, hvor vi giver de store eksistentielle spørgsmål og religiøse følelser udvidet opmærksomhed. Det som vi tager frem i lyset mister magten over os, og i salmen bliver skyld, skam, had og hævn mødt med den evangeliske og sjælesørgeriske virkelighed, som er: barmhjertighed, tilgivelse, forløsning og forsoning. Læsning i salmebogen har gennem tiderne haft stor betydning for mange mennesker, her blev fundet ”sjæleføde”. Måske kunne denne salmelæse tradition genoplives gennem særlige salmebogsudgivelser og via nettet?


Vi ved fra naturens verden, at lyset og mørket brydes, og mange kender til at blive påvirket af årstidernes skiften, og rytmen mellem dag og nat. Lethed og tyngde, lys og mørke brydes i sind og sjæl. Ved at give det udvidet opmærksomhed bliver det mindre tungt og farligt, og vi lærer at leve med det. Vi dannes i den tanke, at også mørket hører med til vores liv med hinanden.


I salmen ”Lyset vælder ind i verden”, 2016 (”Salmedatabasen”, 2018) gentages motivet: ”Lyset vælder ind” i første linje i hver strofe, og alle strofer afsluttes med det evangeliske løfte: ”Gud, gør jorden ny igen”. Fra strofe til strofe kommer lyset fra naturen og fra Gud tættere og tættere på: I 1. strofe: ”Lyset vælder ind i verden/ jager nattens mørke bort/ kalder frem de varme farver”, i 2. strofe: ”Lyset vælder ind i byen/… leger skyggespil på gaden,/ kaster glød på torv og plads”, i 3. strofe: ”Lyset vælder ind i stuen/ luner os, når vi er grå,/lokker os derud i solen,/ ud, hvor der er godt at gå,/ så det letter, det, der trykker”. I 4. strofe kommer det sjælesørgeriske perspektiv tæt på, for lyset bliver ikke på afstand af os, men trænger ind i sindet: ”Lyset trænger ind i sindet,/ løsner smertens stramme bånd,/ får os til at glemme sorgen,/ gribe vennens varme hånd,/ læger såret, lindrer savnet/”. Den sørgende, der slås med og er trykket af mørket og den grå tristhed ”smertens stramme bånd”, griber vennens varme hånd og mærker lægedom og lindring. Det helt konkrete billede som ”vennens varme hånd” skaber genkendelighed og forløsning.


I salmen ”Når kulden svøber sig om træer og kviste”, 1994 (”Tredjedagens lyse rum”) er det ikke længere forår, sommer og efterår med rigeligt med lys, nu er det vinter, advent og jul. I de fire første strofer skabes der genkendelighed, og der sættes ord på vinterens og julens uoverkommelighed, som mange kender til, og det sammenstilles og modsvares i hver strofe med håbet om ham, som kommer og skaber andre udveje, end vi selv kan se. I strofe 1: ”Vintermørket gør os grå og triste/ da tænder håbet lys på grønne grene”, i strofe 2: ”Han kommer, som vi vintertrætte håber,/ og han er ikke den,/ der højlydt råber,/ at lykken er at nå og få det hele”, i strofe 3: ”Han går til dem, der frygter julens glæde/ og ikke har et sted, hvor de kan græde,/” Her sættes der ord på frygten for juleglæden, en frygt som måske er mere udbredt, end vi tror, i strofe 4: løsningen er ikke piller, alkohol eller mere arbejde, men forløsningen er tværtimod den udvidede opmærksomhed: ”han river sløret af de gustne løgne/ og åbner fængsler og de blindes øjne”. Forløsningen er ikke blot at afdække, hvad det hele handler om, men at blive mødt af ”Solopgangen fra det høje”, så ”han lader kærligheden i os fødes”, så det igen er muligt at mærke og udleve kærlighed, fordi vi ser ”Guds godhed i hans øje”.


”Fred være med dig” – Bortsendelsesordene efter nadveren har sjælesorgs karakter.


Efter den tragiske traktor ulykke på digerne ved Vadehavet, hvor skuespiller Bodil Jørgensen mirakuløst overlevede, lod hun os forstå gennem interviews og i foredrag, at hun er regelmæssig kirkegænger, og at hun tror på Gud som noget ganske fundamentalt i hendes liv. I et af de mange interviews siger hun: ”Jeg har altid godt kunnet lide kirkerummet. Jeg kan trække vejret i en kirke. Når jeg står der, tænker jeg: Endelig så er vi her. Det er det større rum, som ikke bare er hygge og kaffe, men hvor der hele tiden er noget, som fylder mere”. Som barn var hun ofte i kirke med sin bedstemor, der var organist. Ordene, musikken og rummet fik som barn en plads i hendes sind, og det vinder genklang i hende, når hun i dag går i kirke på Nørrebro, hvor familien bor. Hun fortæller, at højdepunktet for hende er nadverens bortsendelsesord: ”Fred være med dig”. Ja, at hun er så afhængig af de ord, at hun må høre dem igen hver søndag. Og hun forklarer det på den måde, at hun tager det med ud i hverdagen og bruger det i sit liv. Ja, hun lader disse ord gå i blodet på hende, så hun møder andre mennesker med fred i sinde: i familien, på teatret og i indkøbscentret. Hun formes og dannes af den ånd, som ordene taler ud af.


Det er vigtigt at synge salmer med stærke sjælesorgs udtryk som fred. Fred i modsætning til uro, forpinthed og ufred mellem mennesker, kort sagt fred som en aktiv virkelighed i hverdagen. Holger Lissner har skrevet en fredssalme: ”Guds fred er glæden i dit sind”, (DDS nr. 678). En af de salmer som kom med i salmebogs udgivelsen i 2002, men en måske lidt overset salme i den nuværende salmebog. Her kunne det måske være på sin plads at foreslå en ny melodi, der kunne bringe den mere i spil. I de første seks strofer gentages udtrykket: ”Guds fred er”, i 1. strofe: ”Guds fred er glæden i dit sind”, i 2. strofe: ”Guds fred er styrken i dit ord”, i 3. strofe: ”Guds fred er sangen i dit blod”, i 4. strofe: ”Guds fred er løftet på den dag,/ du har lidt dit nederlag”, i 5. strofe: ”Guds fred er trøsten i dit savn,/ når sorgen tar dig i sin favn”, i 6. strofe: ”Guds fred er lyset i den nat,/ hvor døden griber i dig fat”. De første 6 strofer skaber muligheder for identifikation, og i 7. strofe kommer til sidst den sjælesørgeriske og kristologiske tilsigelse: ”Fred være med dig”, hele strofen lyder sådan: ”Kom, Jesus Kristus, kom herind/ og giv mit trætte, bange sind/ den fred, jeg kun kan få af dig,/ og som du selv har lovet mig”, og vi mærker, hvordan Jesu egen fredshilsen klinger med, den hilsen som han møder og hjemsender mennesker med: ”Frygt ikke, gå bort med fred”. Fred er her i salmen ikke i modsætning til krig, men det er den sjælesørgeriske fred, der gives til det trætte, bange sind. Og det er fred for mennesket, der efter et nederlag kæmper med skyldens tyngde, i strofe 4 hedder det: ”Men Kristus kommer ind til dig/ og siger mildt: Din skyld tar jeg”.


Salmen ”Den mægtige finder vi ikke”, 1989 og 1996 (DDS nr. 414) er vel et hit, og mit indtryk er, at den synges meget. Det er da også hele vejen igennem en sjælesorgssalme. ”Den mægtige” bliver billedligt talt en åben ”favn”, et stærkt gudsbillede, der rummer kropslighed, ømhed og nærhed. I strofe 1: ”Han hører de bange, der beder, han søger de blinde, der leder, og tager os ind i sin favn.” Det er samtidigt en meget evangelisk salme, der forskubber vægten fra os selv, som dem der søger og leder, og til ”Den mægtige Gud”, der finder os. Gud bliver selv sjælesørgeren, der kan overvinde vores trods og kan flække den hårde skal, vi gemmer os bag. Det bliver nærliggende at medtænke det ofte citerede Leonard Cohen udtryk: ”There is a crack in everything that's how the light gets in” fra 1992, når Holger Lissner skriver: ”Han kalder os ud af vor trods./ Hans ord kan gå gennem en sprække,/ den hårdeste skal kan det flække,/ så frøet kan spire og gro.” Der vil altid være en sprække, hvorigennem lyset kan trænge ind, selv i den tungeste sorg og i den hårdeste afvisning.


Skyld og skam er ofte forbundet, og de er svære at skille ad i et sjælesørgerisk perspektiv


I en af salmebogens allerældste salmer: ”Aleneste Gud i himmerig”, græsk 2. århundrede, (DDS 435) finder vi det stærke udtryk: du tog vor skyld og bar vor skam, hele strofe 3 lyder sådan: ”O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,/ som vil os Himmerig give, /du tog vor skyld og bar vor skam,/ vor sjæl at holde i live;/ for os du døde og opstod,/ du købte os med dit dyre blod,/ vor salighed est du alene”. Det gudstjenestefejrende folk har allerede på dette tidspunkt sammenknyttet skyld og skam, og der har været en vigtig erkendelse af, at der er tale om to forskellige sjælesørgeriske anliggender. Jesus Kristus tager skylden, det vil sige tilgiver skylden, men han bærer skammen. For skam er formodentligt ubærligt, fordi den rammer så dybt, du har ikke bare gjort noget forkert, som skylden handler om, du er selv forkert. Dén, der bærer på skam har lyst til at gemme sig, ligesom Adam og Eva, der havde spist af kundskabens træ skammede sig og gemte sig blandt havens træer. Det senmoderne mennesker gemmer sig under dynen, hjemme på værelset og bag ridser i huden. Cutting og anoreksi viser i vores tid skammens brutale ansigt. Da ”skamme-krogen” blev afskaffet, tænkte mange, at skam ville forsvinde ud af vores erfaringer og ud af vores bevidsthed og sprog, men det har vist sig, at det er gået den anden vej. Den norske TV serie ”Skam” har på fornem vis aktualiseret, hvad skam er. Det sjælesørgeriske svar på skam er ikke tilgivelse, men det er at blive ”set”, og blikket skal rumme mildhed, barmhjertighed og erindring. Kristus bliver den, der tilbyder at bære det ubærlige. Kristus er dén, der ser på den skamfulde på den rigtige måde, han overtager byrden, han bærer selv skammen.


Holger Lissner har to salmer, som jeg vil mene har sammenknytningen af skyld og skam, selv om de to ord ikke selv optræder i salmerne. Salmen: ”Du standser mig i mørket”, 1993, 1996 og 2011 (”Lysets utålmodighed”) er skrevet over Jakobskampen fra GT. Vi mærker kampmotivet, Jakob kan ikke længere gemme sig, og flugten er ikke længere er en mulighed. Strofe 1: ”Du standser mig i mørket/ i dette vadested/ Nu kan jeg ikke flygte,/ nu får jeg ingen fred”. Flugtmotivet og det at gemme sig afspejler den sjælesørgeriske virkelighed. Skylden og skammen må frem i lyset. Skammen må mødes af det inkluderende, erindrende og tilgivende varme blik, og al den svigt der var må frem i lyset, så den kan blive mødt med tilgivelse. Strofe 3: ”For alt det, jeg vil glemme,/ det ser jeg i dit blik,/ og alt det, jeg må huske,/ er svig, som jeg begik”/. Det var moderen Rebekka, der fandt på det, men det var Jakob selv, der snød sig til faderen, patriarken Isak’s velsignelse og dermed Guds velsignelse. Nu kan han ikke længere gemme sig, han må hjem for at se, hvordan det hele står til. Men benene vil ikke lystre ham, han kan ikke komme over vadestedet. Og Holger Lissner indskriver det stærke evangeliske velsignelses kampråb i strofe 4: ”Jeg giver ikke slip, Gud/ før du velsigner mig.” Uden velsignelse går det ikke. Og velsignelsen er at komme frem i lyset og livet, nu skal Jakob ikke længere gemme sig og flygte. Strofe 5: ”Nu har jeg set dit ansigt/ og kæmpet i din favn”, nu kan han halte videre ud i livet, set og tilgivet. Forløsningen udfoldes i strofe 6, Gud tager skylden og bærer skammen, Gud tilgiver, og Gud ser: ”Nu skal jeg ikke flygte/ fra dig og fra mig selv./ Nu har jeg reddet livet/ og mødt mit Penuel.” (Penuel, er en stedsbetegnelse, men betyder Guds ansigt).


Den anden salme er ”Kain, hvor er din bror?”, 1972 (”Løgumklostersangbogen” og DDS nr. 698). En salme der har bidt sig fast, en salme som er kendt og elsket af mange, måske netop på grund af sammenkædningen af skyld og skam. Kain skjuler sig, men standses af Guds tiltale: I strofe 1: ”Mon du tror, du kan skjule dig for mig?” og i strofe 2: ”Mon du tror,/ jeg er både døv og blind?”. Forløsningen er at blive set med et genkendende blik og at få tilgivelsen peget ud. Strofe 4: ”Se kun op,/ på min krop/ er der stik og naglegab.” I disse sjælesorgssalmer bliver der plads til, at få skylden og skammen frem i lyset, for selv at kunne komme ud i livet og lyset igen. I sidste salme handler det endog om noget så skamfuldt som et brodermord.


Salmens brug i forbindelse med tab, sorg og sorggrupper.


I kandidat specialet ”Det genoprejste hjertemod” på det nyoprettede kandidatfag i diakoni på ARTS på Århus Universitet inddrager Lise Fauslet en række Holger Lissner salmer, og hun argumenterer overbevisende for, at en række nyere salmer herunder Holger Lissner’s har et sjælesørgerisk potentiale. Sjælesorg i forbindelse med sorg ligger hende særligt på sinde, og hun fremhæver Bent Falk’s pointe om ikke at komme med for tidlig og billig trøst: ”Sorgen skal ikke trøstes bort af dem, der tror, de hjælper os ved at bagatellisere vort tab. Min sorg må nødvendigvis være lige så stor som mit tab, d.v.s. som min kærlighed, og du skal ikke komme her og bagatellisere min kærlighed. Sorgen er min kærlighed. Den er kærligheden, sådan som den ser ud i min elskedes fravær. Sorgen er en hjemløs kærlighed og derfor den sunde og relevante måde at være i kontakt med virkeligheden på, når min virkelighed er, at min elskede er borte eller død” (Bent Falk: ”Kærlighedens pris”, 2003). Ligeledes fremhæver hun ”To-sporsmodellen” (”The dual Process Model of Coping with Bereavement”, Stroebe og Shut, 2001), hvori sorgen beskrives som en vekselvirkning mellem på den ene side konfrontation med og på den anden side undgåelse af tabet. Der tegnes et billede af den sørgende, som én der pendler mellem tilbageskuende længsel efter det, som var, og som er mistet, og fremad skuen på det som ændres gennem tabet, og på det som kan komme i fremtiden. I tabssporet undgår den sørgende at beskæftige sig med de forandringer, som tabet har medført, i fremtidssporet/genindførelsessporet giver det mening at undgå sorgens stærke følelser, begge sider skal spejles i det sjælesørgeriske arbejde. Vekselvirkningen mellem de to spor er en måde at tilpasse sig den nye livssituation. Specialet kan ses som en øjn-åbner og som en tilskyndelse til at inddrage nyere salmer i kirkernes mange sorggrupper. Jeg vil her fremhæve et par af Holger Lissner’s salmer, som kunne være oplagte at inddrage i et sorggruppe forløb.


I salmen ”Nu har du taget fra os”, 1993 og 1999 (”Tredjedagens lyse rum”, DDS nr. 552) er det tydeligt at genfinde de ”to spor”, og samtidigt er det en meget evangelisk salme, der ikke lægger hele sorgens tyngde på den sørgende, der er hjælp at hende ”udefra” fra Gud og fra Kristus. Strofe 4: ”Se, døden er forandret./ Nu kan den ikke vinde!/ Da Kristus tog den på sig,/ blev den en slagen fjende”. De to spor flettes sammen og afspejler den sørgendes pendulering fra det tabsorienterende spor: strofe 1: ”Nu har du taget fra os,/ hvad du engang har givet./ …Og intet bliver mere/ helt, som det var, herefter” og i strofe 2: ”Nu er vi fyldt af savnet/ og gruer for i morgen” og i strofe 5: ”Så lad kun sorgen synge,/ få luft for al sin klage,/ og lad kun savnet tynge” og til det fremtidsorienterede/genindførende spor: strofe 2: ”Vel er vi alle ramt af/ den gådefulde stilhed,/ men Du er også nær med/ Din nådefulde mildhed”, og strofe 3 rummer en tydelig vendthed mod nuet og fremtiden: ”Du griber os i mørket/ og blidt mod lyset vender./ For selv om vi er adskilt,/ er vi i Dine hænder.”, salmen slutter i 5. strofe med en vendthed mod det fremtidige, de nye tråde der skal knyttes: ”Du gir os nye kræfter./ Du knytter nye tråde./ Og hvad der sker derefter./ må komme af din nåde”. Gud er både i det, som var og i det, som kommer.

Salmen ”Dagen bliver så kort ved Allehelgen”, 2006, 2009 og 2013 (”100 Salmer”, nr. 837) giver lejlighed til at tolke Allehelgen bredt som den dag, hvor dem der har mistet søger i kirke for at give plads til sorgen og savnet, også selvom tabet ligger år tilbage. Dødens realitet i menneskers liv står stærkt i salmen, i strofe 3: ”Døden kommer nær ved Allehelgen.”. Sorgen har fået sin naturlige plads i kirkeåret, og mon ikke netop denne salme vil vinde stor udbredelse som en populær Allehelgens salme? Det er en meget evangelisk salme, Guds nærvær hos den sørgende er hovedmotivet. Vi møder et gudsbillede, hvor Gud har empati og solidaritet overfor dén, der har mistet. I strofe 4: ”Lad os se dig komme gennem natten!/ Over dybe vande går din vej./ Du må trøste alle os, der savner,/ kalde alle sørgende til dig.” Begge spor klinger med, det tabsorienterede spor, hvor tiden går i stå, og minderne fylder det hele, i strofe 2: ”Natten er så lang ved Allehelgen,/ uret går, men går i stå,/ fanget i en skyggedans af minder,/ den, vi elsker, kan vi ikke nå.” og det fremtidsorienterede/genindførende spor hvor smerten brænder ud i strofe 8: ”Du kan ikke tage savnet fra os,/ men lad vores smerte brænde ud,/ så at sorgen lyser gennem glæden”.


Og der bliver i den forholdsvis lange salme i strofe 7 også plads til at pege på, at alle levende og døde i det lange perspektiv sidder bænket ved det samme bord, og synger sammen i det store Allehelgens kor: ”Da er vi i kærlighed forenet,/ vi er bænket ved det samme bord,/ og i Ånden kan vi synge sammen/ i din kirkes Allehelgenskor”. Fremtidsperspektivet får næring fra billedet af evigheden i strofe 8: ”Evighedens morgensange klinger”. I en sorggruppe vil salmen: ”Nu har du taget fra os” kunne anvendes fra sorggruppens begyndelse. ”Dagen blive så kort ved Allehelgen” vil være mere oplagt, når temaet i slutningen af et sorggruppe forløb kunne være Allehelgen, salmen kunne være med til at tydeliggøre, at kirkeåret har en særlig markering af tab, sorg og død.


Nye klagesalmer som et nutidigt råb om forløsning for den krise- og stressramte.

Mange mennesker er i vores tid i eksistentiel og åndelig nød. Statistikker taler om, at op mod 200.000 danskere oplever stress i hverdagen, og mange sygemeldes med stress. Spørgsmålet er, om de nyere salmer kunne være fortolkere af krise og stress, hvis folkekirken i fremtiden kommer til at tilbyde sorggrupper for stressramte. Holger Lissner taler i sine salmer ikke om stress, men han taler måske om samme realitet, når han flere gange bruger udtrykket om at være ”slidt”. Jeg gætter på, at mange vil opleve sig genkendt i det udtryk. Det er plagsomt at være slidt, og den enkelte får behov for at beklage sig, og ender måske med at blive sygemeldt i en periode. Når jeg er tilbøjelig til at kalde det en sorggruppe for stressramte, så er det fordi sorg er en reaktion på tab, og tab er et omfattende tema i vores liv. For vi mister ikke kun ved dødsfald, men også ved at forlade og ved at blive forladt, gennem forandring og ved at give slip og gå videre. Tab er også tabet af: bevidste og ubevidste romantiske drømme, urealistiske forventninger og illusioner om frihed. Og det er også tabet af vores eget yngre selv, hvor vi troede, at vi selv ville være usårlige, ufejlbarlige og udødelige. Stress kan være vores reaktion på, at vi ikke er parate til at se nye livsvilkår i øjnene. Det er interessant, hvis nogle at de nyere salmer har et potentiale til at spejle dette livsvilkår og at tolke det i et evangelisk lys. I den sammenhæng vil det være oplagt at pege på de salmer af Holger Lissner, der læner sig op af GT’s klagesalmer fra Salmernes Bog.


I salmen ”Kom hjælp mig, Herre Jesus”, 1993 (”Tredjedagens lyse rum”, DDS nr. 660) fremkommer Holger Lissner med udtryk, som den krise- og stressramte kan genkende sig selv i, også her nævnes ”den slidte krop” i strofe 1: ”Nu kan jeg ikke mer.”, i strofe 2: ”Jeg er så træt til marven,/ som var mit liv forbi./ Tit længes jeg mod graven, som om jeg dér blev fri.”, i strofe 3: ”Jeg er min egen fjende,/ jeg brænder mine broer,” der er ingen vej tilbage, og der øjnes ikke noget håb eller nogen udvej, menneskeligt, arbejdsmæssigt, relationelt og personligt. Alle udveje, alle broer brændes af. Og i 4. og sidste strofe: ”Hvor længe skal jeg klage?/ Hvorfor er jeg så blind?”


Klagesalmen pendulerer fra klage til håb, som vi også kender det fra klagesalmerne i GT. Så hver strofe sluttes af, ligesom i Salmernes Bog, med længslen efter, at der alligevel er et håb, i strofe 1: ”kom, og lad mig mærke,/ du holder fast i mig.”, i strofe 2: ”du sidder ved min side/ i denne tunge nat”, i strofe 3: ”Men du er stadig nær mig,/ her kan jeg rase ud,/ til vreden bliver til aske,/ og tvivlen tror på Gud.”, i strofe 4: ”Kom, rejs mig fra de døde,/ så jeg til liv står op/ og mærker solen gløde/ ind på min slidte krop.” Håbet kommer mere og mere til orde, som salmen skrider frem. Måske var det en idé at udgive en salmebog med udvalgte salmer for krise- og stressramte, og samtidigt at formidle det via internettet?

I salmen ”Min Gud, hvor kan det være” 2007 (”Lysets utålmodighed”), udtrykkes på en lidt anden vis klage og magtesløshed. Her er motiverne meningsløshed og manglende kommunikation. Begge dele spejler den krise- og stressramtes situation, mange vil kunne føle sig genkendt i de udtryk og billeder, som salmen rummer. Salmen udfolder, at det giver mening at give udtryk for sin klage, for Gud er ikke upåvirket af et menneskes råb om hjælp. Inspiration til salmen er hentet fra læsning af Jobs Bog. De første fire strofer rummer udelukkende håbløshed, oprør og gråd, dog ud fra den tanke, at Gud lytter, kun til allersidst i femte strofe, bliver der plads til håbet og Guds direkte indgriben. I strofe 1: ”Min Gud, hvor kan det være,/ du rammer mig så hårdt?”, i strofe 2: ”Hvorfor er jeg i live,/ når sorgen er mit brød?... Åh, gid, jeg dog var død!”. I strofe 3: ”jeg råber, men du tier,/ så giv mig dog et svar! Mit indre er i oprør,/ min fløjte stemt til gråd, for du har skjult dit ansigt/ og nægter mig dit råd.” I strofe 5 kommer vendepunktet, der står: ”så kan jeg intet kræve,/ men be’r med nedbrudt ånd:” Alt dette beskriver på en overbevisende måde den fortvivledes situation, vendepunktet kommer gennem magtesløsheden. Vi får ikke at vide, hvori sorgen består. Hvilket tab står den krise- og stressramte med. Er det personligt, arbejdsmæssigt, økonomisk eller relationelt, vi ved det ikke. Først til sidst i strofe 6 kommer håbet og tilliden til at forløsning og forandring er mulig ved Guds hjælp. Strofe 6: ”Gud, lad mig se min løser,/ lad ham engang stå frem/ og kalde mig fra graven/ og føre alle hjem./ Da skal jeg se dit ansigt,/ da bliver Himlen klar,/ da skal jeg finde trøsten,/ da får min sorg sit svar.” Den udefinerlige og uventede sorg får et navn og et svar. Den fortvivlede finder igen livsmod og styrke til livet. Salmen har helt givet et sjælesorgs potentiale ved siden af, at den kan finde anvendelse ved gudstjenester, den krise- og stressramte sidder jo også på kirkebænken. Der er brug for stærke ord til at få slået hul på det uforståelige og den manglende mulighed for at finde ord, der kan dække fortvivlelsen. I det 21 århundrede søges mange steder: kan salmen være det sted, hvor vi troværdigt rækker hånden ud mod den kriseramte og søgende?


Når vi synger salmer dannes umærkeligt et gudsbillede i vores bevidsthed.


Mogens Mogensen opstiller syv metaforer for mission i skriftet: ”Dans da, kom med i dansens leg. Syv metaforer for mission i folkekirken”, 2017, han nævner: Mission er: a) at se med kærlighedens blik, b) at gæste – at møde mennesker som deres gæster c) at lytte – til mennesker og deres historier d) at dele – alt det, som vi har fået givet til deling e) at fortælle historier – livs- og troshistorie og den store historie f) at hele – dvs. være med til at hele alt, hvad der er brudt g) at invitere – og byde op til dans, og han navngiver sin artikel med et Holger Lissner citat: ”Dans da, kom med i dansens leg”. Denne vinkling gør det oplagt at inddrage Holger Lissners to ”dansesalmer” i denne artikel, både fordi missions aspektet og det kristologiske aftryk er røde tråde i Holger Lissner salmeprojekt. De sjælesørgeriske aspekter i Holger Lissner’s salmedigtning har ikke kun en mission, men er også selv mission.


Gamle såvel som nye salmer er med til at danne og forme de gudsbilleder, som den enkelte kommer til at leve med i dele af livet eller hele livet. I bedste fald udfordres vores gudsbilleder og gudsforståelse livet igennem og gøres bevidste, men meget ofte er vi ikke bevidste om, hvilke gudsbilleder der ”styrer” os. Et overset men vigtigt element ved de nyere salmer er, at de har potentiale til at skubbe til, forny eller revitalisere forkrøblede, forældede eller ligefrem falske gudsbilleder. Et forkrøblet gudsbillede skaber forkrøblede mennesker. Gudsbilledet kan være som en seng, der er alt for kort, og hvis gudsbilledet stivner totalt bliver det til en ”afgud”. Et naivt og ubearbejdet gudsbillede holder således den levende Gud på bekvem afstand.


Det er en anerkendt sjælesørgerisk pointe, at der er en sammenhæng mellem selvbillede, gudsbillede og familiebillede. Så der er meget på spil menneskeligt og sjælesørgerisk, når der er ufred, konflikt og manglende tillid på det relationelle område. Skytset rettes ofte mod en eller flere i familien eller mod én selv. Salmen som spejl rummer en anden nøgle til at fremme en positiv udgang, udgangspunktet kunne være at afdække gudsbilledet. Ganske ofte vil der dukke et stivnet og fastlåst gudsbillede frem, der forhindrer den gode og tillidsfulde kommunikation. De nye salmer kan være med til at udvide vores forståelse af Gud, og i bedste fald kommer vi til at leve med et rummeligt, barmhjertigt, ømt og varmt gudsbillede, der holder kommunikationen med den levende Gud i live, så den enkelte også lader sig forme i lyset af den levende Gud. Så rummelighed, barmhjertighed, varme og ømhed også kommer til at præge os selv ud fra den grundtanke, at vi selv fortsat har brug for at blive dannet og formet i kærlighed og tillid. Det kunne formuleres på denne måde: ”Vær tålmodig, Gud er ikke færdig med mig”. Længslen efter forandring bliver forankret i gudsforholdet, og løsningen findes ikke i fortsat ufred eller brud, men i en fordybelse i Guds væsen og virkelighed, de sjælesørgeriske aspekter i salmerne skaber forløsning og forandring.


Denne forståelse genfinder jeg i Holger Lissners salmer, og jeg vil særligt fremhæve dansen som en vigtig metafor til forståelse af gudsbilledet i hans salmer. Dansemotivet dukker tidligt op i Holger Lissner’s univers. Salmen ”Dansens Herre”, 1974 (”Løgumklostersangbogen” nr. 16) er en bearbejdning og oversættelse af Sidney Carters salme: ”Lord of the dance” fra 1960, som Holger Lissner tidligt fik kendskab til. Denne salme har ikke bidt sig fast i salmebogssammenhæng, men måske kunne det blive tilfældet med salmen: ”Der går gennem verden en hinkende dans”, 1993 (”Lysets utålmodighed”), hvor dansen også er ledetråden. Dansemotivet får bevægelsen og kroppen med ind i kirken og gudstjenesten, Holger Lissner tager skridtet fra det velkendte vandringsmotiv til det kropsligt vildere dansemotiv. Billedligt talt bliver der i begge salmer tale om en dansende Gud, ”Dansens Herre”, der inviterer alle med ind i dansens kæde og leg.


I salmen ”Dansens Herre” står omkvædet ganske stærkt: ”Dans da, kom med i dansens leg,/ kom som I er, kom og dans med mig!/ Jeg er dansens Herre, og jeg vil vise vej,/ i mit riges dans skal I følge mig!”. Der er både noget velkendt og forfriskende i dette gudsbillede, for dansen er et velkendt folkeligt kulturelt anliggende, der danses alle steder i verden, men samtidigt er der noget forfriskende og overraskende i dansemotivet, fordi der kommer kropslighed med ind gudsbilledet: ikke kun som et favntag, et kys, et kærligt blik eller en varm hånd, men som hele kroppens bevægelse i dansen. Livets dans kan aldrig sluttes proklameres det i strofe 4: ”jeg blev lagt ind i graven, og de troede mig brudt,/ men livets dans er aldrig slut” og det fortsættes i 5. og sidste strofe: ”De slog mig ihjel, men jeg sprang op og bliver ved,/ for jeg er det liv, som de aldrig kan slå ned./ Jeg vil leve i Jer, hvis I vil leve i mig,/ og dansens glæde skaber jeg.” Den dansende Herre er den levende Gud, der aldrig kan slås ned, den levende Gud, der uafladeligt vil skabe glæde blandt mennesker, og invitationen når bredt ud både til ”folkets top” og til ”en lam”.


I salmen ”Der går gennem verden en hinkende dans” knytter Holger Lissner til ved fortællingen om Moses og folkets utålmodighed. Da Moses er på bjerget hos Gud for at modtage lovens tavler med ”De 10 bud”, har de ikke tålmodighed til at vente på Moses med lovens tavler, og de skaber deres egen gud: ”en guldkalv”. Holger Lissner lader dansen om guldkalven være et nutidigt billede på det senmoderne menneskes tilbedelse af ”gud mammon”, et stivnet og materialistisk gudsbillede, som mange forføres og forkrøbles af i dag. I strofe 1: ”de, der beruser sig blindt i dens glans,/ blir døvet på ømhed og tanker”, i strofe 2: ”de svage går bagud, de stærke går frem,/ de øder vor dejlige klode.”, det får fatale konsekvenser at tilbede ”gud mammon” for menneskesynet og for vores omgang med vores klode og alt det skabte. I strofe 3: ”alle vil frem for hinanden./ Her gælder der bare ét eneste bud:/ Dans med, for de sidste tager Fanden!”. Vi mærker konkurrencestaten og alles kamp mod alle, der er ikke længere 10 bud, men kun ét eneste bud. I de sidste fire strofer introducerer salmen et alternativ, i strofe 4: ”Der går gennem verden en helt anden dans,/ som ikke gir rigdom og hæder;/ og han som går forrest, er sært uden glans,/ men blomster slår rod, hvor han træder.” Det kan godt være, at dansens Herre er bleg og uden glans, men noget blomstrer, der hvor han har sat sit fodaftryk. Hvem danser dansens Herre da med? Svaret kommer i strofe 5: ”Han danser med dem, der har sorger og savn,/ med dem, der er småfolk i ånden./ Han danser med fattige folk uden navn,/ de svageste tar han ved hånden”, og vi ser for os en broget skare: sørgende, småfolk, oversete og folk uden navn er med i kæden. Og salmen slutter med strofe 7: ”Men der, hvor han kommer,/ får mennesker mod/ og slutter sig gerne til kæden,/ og de, der må humpe på ømmeste fod,/ blir båret af rytmen og glæden./ Og dansen går i Guds rige”. Mennesker får fornyet mod, det gælder også dem med ømme fødder. Alle bliver båret af rytmen og glæden. Den levende Gud kan genkendes på, at glæden er i spil både i alle relationer: i forhold til Gud, i forhold til én og i forhold til de andre. Et levende dynamisk gudsbillede modsvares af et levende dynamisk selvbillede og et levende og dynamisk familiebillede. Der bliver plads til forandring og fornyelse.


Nogle salmer bliver på en særlig måde ”min” salme og måske endog et folkeligt ”hit”.


For snart mange år siden blev jeg indbudt af Mogens Hansen til at være med i et TV program, hvor jeg sammen med Peter A. G. og et par andre skulle være med til at kommentere på 10 nye salmer. Vi blev anbragt i et studie og skulle så kommentere en række salmer, som Mogens Hansen havde udvalgt. Det var blandt andet Hans Anker Jørgensen’s salme: ”Du satte dig selv i de nederstes sted”. Jeg husker ikke længere de andre salmer, og om der var Holger Lissner salmer med, det har der formodentligt været. Men det som jeg har hæftet mig ved, og tit har tænkt på er, hvad Peter A. G. sagde til den nævnte salme: ”Hvis I vidste, hvor svært det er at skrive et hit, så må I (i kirken) være vildt begejstrede for, at det er lykkedes for Hans Anker Jørgensen at skrive et hit. Alle kender denne salme både udenfor og indenfor kirken”.


Der skal mange salmer til for at skrive ”din” og ”min” salme for ikke at tale om et folkeligt gennembrud, når en salme bliver et ”hit”. Dét, der gør en salme kendt og elsket, er jo, at den bruges. Og her spiller det en kæmpe rolle, at nye tillæg bliver indkøbt til kirker og sognehuse, og at højskolesangbogens skiftende redaktionsudvalg også vælger at optage nye salmer. Højskolesangbogen bruges på efterskoler og på højskoler og i mange folkelige sammenhænge, den når ud til rigtigt mange. Netop på grund af at Holger Lissner’s salmer har et stærkt sjælesørgerisk anliggende, og at mange nutidsmennesker, desværre også mange unge, har ondt i sjælen, så er det værd at håbe på, at flere af Holger Lissners salmer vil finde vej ind i de kommende salmebøger og i de kommende højskolesangbøger. Som sagt er en ny højskolesangbog på vej. Salmedatabasens fremkomst åbner på samme måde op for, at langt flere får øje på nyere salmers høje kvalitet og revitaliserende potentiale i forhold til fællessang, sjælesorg og teologisk tyngde.


De sidste år er påskesalmen ”Det er påske! Alting springer ud”, 1993 (”Tredjedagens lyse rum” og ”100 salmer”) blevet taget godt imod her i ”De 4 kirker”. Den lyse tone som vi kender fra Grundtvig’s påskesalme: ”Som forårssolen morgenrød” har vi brug for noget mere af. Og jeg tænker, at det netop er dét, som Holger Lissner lykkes med i denne salme: forår, opstandelses glæde og livslyst går op i en højere enhed. I 1. strofe står: ”Det er påske! Alting springer ud,/ alle knopperne er lige ved at briste,/ det er livet, der vil leves. Det er Gud,/ der vil trøste alle os, der måtte miste.”, særligt i omkvædet får glæden fuld skrue: ”Og når Gud gir liv/ og gør det underfuldt og grønt,/ bliver det påske og opstandelse/ og skønt.” Holger Lissners salmer er et vægtigt bidrag til salmesangens fornyelse i Danmark. Karakteristisk er det store sjælesørgeriske potentiale, mange vil få oplevelsen af at blive genkendt i mødet med Holger Lissner’s billeder og udtryk. Vi skylder ham stor tak for den utrættelige indsats.

26 views

Præst for 'Kirken på landet' 

i Fyns Stift

Vita Andreasen 

Ronæsbrovej 18., Føns

5580 Nørre Aaby

Tel 40428740

via@km.dk

Facilitator for 'Kirken på landet' 

Tyge Mortensen 

Rudmevej 80

5750 Ringe

Tel 60915845

tyge@kreativproces.dk